Da jeg en grå mandag i oktober træder ind i A.C. Perch’s Thehandel i Aarhus’ Latinerkvarter, er det som at træde ind i en anden verden. Ikke på grund af Thehandelens fjernøstlige dufte og eksotiske kunst. Men på grund af den ualmindeligt uaarhusianske aarhuspige, jeg skal mødes med.

’Aarhus er alt for lille til mig, og det er Danmark i udgangspunktet også’ siger Anna von Aabling kort inde i vores snak om hendes liv som up-and-coming tøjdesigner – med eget tøjbrand i eget navn. På den måde slår hun fra første færd fast præcist hvor veldefineret, målrettet og afsindigt ambitiøs en plan, hun har lagt for sit tøjmærke: Det er ekstremt eksklusivt, det er dyrt, det er afsindigt god kvalitet, og det er målrettet en promille af verdens rigeste kvinder.

Pigen Anna
Anna von Aabling er født og opvokset i Sønderjylland. I et absolut ikke-elitært miljø, hvor de førnævnte verdenskvinder aldrig ville sætte deres stilede stiletter. Så hvorfor er det netop velhaverne og det elitære miljø, som Anna gerne vil henvende sig til?

– Jeg elsker den verden. Det er her, jeg føler mig hjemme. Jeg har altid været en af de bedste. I skolen, på min uddannelse og i tidligere jobs. Jeg er en stræber, og jeg har altid krævet sindssygt meget af mig selv og mine omgivelser. Det er noget, jeg tidligere har fået rigtig mange hug for, men det passer sig godt i de her miljøer, vi taler om. Her søger man ypperligheden, ligesom jeg selv gør, forklarer Anna.

Pigen Anna har fundet sin hylde, og hun kæmper med næb, klør og en alt-eller-intet egenøkonomisk satsning på, at brandet Anna von Aabling også skal finde sin rette plads hos den rette målgruppe:

– Jeg er i princippet rabundus, der hvor jeg er lige nu. Jeg har kastet alt hvad jeg ejer og mere til ind i virksomheden, men det gør ingenting. Jeg elsker den bumpede vej, og når man tror så meget på noget, som jeg tror på mine designs, gør det ikke noget at skulle leve på en sten. Jeg ved, at jeg bliver milliardær, og det skal og vil komme til at ske med mit tøjbrand, siger Anna uden at blinke – med en overbevisning, der for en stund får mig til at glemme alt om Jantes Latterlige Lov og den forfejlede, frugtesløse danske beskedenhed.

anna01

Brandet Anna von Aabling
Den røde tråd mellem Annas personlige værdier og de værdier, som hun ønsker at koble sammen med sit tøjbrand er tydelig:

– Når folk tænker på mine designs, vil jeg gerne have, de tænker på ypperlig kvalitet og høj detaljegrad. At man tydeligt kan mærke den ultimative umage bag tøjet. Rent værdimæssigt peger mine designs og min arbejdsmåde tilbage på klassiske dyder som disciplin, respekt og omhu. Og i forhold til look slår tøjet på nogle af de samme ting med klassiske snit og fantastiske materialer. Samtidig skal tøjet selvfølgelig også have et moderne udtryk, så det passer til målgruppen af i dag, forklarer Anna.
Opbygningen og formidlingen af denne brandhistorie er en af de vigtigste og mest spændende udfordringer, som Anna står over for netop nu. Til at hjælpe sig med den historie bruger hun rådgivning og gode relationer rundt omkring i det sprøde, aarhusianske iværksætter- og investeringsmiljø.

Aarhus som global løftestang
For når Aarhus og Danmark er alt for lille til Anna von Aablings slutdrømme og visioner, så er det netop i hendes nuværende opstartsfase, at hun høster frugterne af, hvad Smilets By kan.

– Jeg er kommet vidt omkring. Fra Sønderjylland og København til Sydamerika og Shanghai. Når jeg har valgt Aarhus som opstartsbase, hænger det sammen med, at der er et virkeligt stærkt, tæt forgrenet iværksættermiljø i byen. Der er en åbenhed og imødekommenhed, ja næsten en varm stemning, som gør det nemt at skabe gode relationer, som jeg kan bruge til at blive løftet med. Jeg er for eksempel i gang med at undersøge mulighederne for at etablere et formelt Advisory Board, som kan bidrage til, at jeg tager de næste store skridt med virksomheden.

– For mig har tingene aldrig kunnet gå hurtigt nok. Min temmelig voldsomme utålmodighed er en kæmpe styrke i forhold til at få tingene til at ske, og hvis jeg kigger ud i fremtiden, så går der ikke lang tid fra min næste konkrete opgave, som hedder Københavns Modeuge, til at jeg har butikker med skræddersaloner på flere High Streets rundt omkring i verdens storbyer, afslutter Anna med endnu en in-your-face langemand til Jante og hans fortsat alt for mange følgesvende.

Min samtale med Anna er slut. Vi færdiggør vores eksotiske te og begiver os ud i hver vores virkelighed igen. Én virkelighed fyldt med 8.00-16.00-hverdage og husk-nu-at-børnene-også-skal-have-lidt-frugt-og-grønt-overvejelser. Og én virkelighed fyldt med ægte designpassion, globale vækstambitioner og milliarddrømme med mere. Alt det bedste. Til pigen Anna og brandet Anna von Aabling.