Bered dig på en vild, vildt varieret og vildt sjov hverdag, hvis du er skarp, talentfuld og sød og sej nok til at blive Moment Studios nye foodstylist.

En af jobopslagets største klicheer om ’at ikke to dage er ens’ – gør sig i høj grad gældende for vores foodstylists hverdag. For vores gastronomiske ankermand/kvinde skifter opgaverne ikke bare med høj- og årstider, men også med den rivende udvikling detail- og fødevarebranchen befinder sig i.

JOBBET

Vores kunder er vidt forskellige og deres produkter lige så. Derfor er det også vidt forskellige udtryk, stemninger og følelser, som vores madfotografi- og film skal ramme. Fra det lette forårsfrokostbord, over det inspirerende indspark til skolestartsmadpakkerne, til den traditionsrige (eller traditionsudfordrende) julemad. Ved disse eksempler (og alt det ind imellem) skal vores foodstylist kunne indgå med høj faglighed og autoritet i sparringen og udviklingsprocessen med kunderne… samt sikre en stærk eksekvering sammen med vores dygtige, erfarne fotografer.

Nogle af jobbets vigtigste opgaver er:

  • Planlægge foto- og filmoptagelser med fotograf og kunde
  • Forberede retter/produkter til fotografen ud fra interne eller eksterne opskrifter
  • Udvikle opskrifter, serveringsforslag og tips ud fra kunders ønske
  • Sparring og ideudvikling sammen med kok om projekter til eksisterende og nye kunder
  • Lave næringsberegninger af interne og eksterne opskrifter
  • Koordinering af og med eksterne stylister
  • Holde styr på regilageret, rengøre køkkenet og bidrage til flow i opgaverne på studiet
FOODSTYLISTEN

… har, udover at være i stand til at løfte ovenstående opgaver, også en naturlig, ubetinget passion og respekt for mad og for måltidets egenskaber og betydning for danskerne. Mad er megavigtigt – og den grundopfattelse tager vi med i processerne i arbejdet med fotografi og film.

Den rigtige kandidat er kreativ med en stærk forståelse for virkemidler, komposition og udtryk i et skarpt madbillede.

Endvidere har den rigtige kandidat masser af drive, gå-på-mod og initiativ og tager ansvar for egen såvel som for teamets fortsatte udvikling.

Stillingen er en fuldtidsstilling (37 timer) og løn og øvrige vilkår fastsættes ved samtaler. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Jørn Laustsen på 21792499, og ansøgning samt CV sendes til job@momentstudio.dk. Samtaler afholdes løbende, og stillingen besættes, når den rigtige kandidat er fundet.

Tagged with: , , , , , ,