Bered dig på en vild, vildt varieret og vildt sjov hverdag, hvis du er skarp, talentfuld og sød og sej nok til at blive Moment Studios nye kok og foodstylist.

En af jobopslagets største klicheer om ’at ikke to dage er ens’ – gør sig i høj grad gældende for vores foodstylisters hverdag. Som vores gastronomiske ankermand/kvinde skifter opgaverne ikke bare med høj- og årstider, men også med den rivende udvikling detail- og fødevarebranchen befinder sig i.

JOBBET

Vores kunder er vidt forskellige og deres produkter lige så. Derfor er det også vidt forskellige udtryk, stemninger og følelser, som vores madfotografi- og film skal ramme. Fra det lette forårsfrokostbord, over det inspirerende indspark til skolestartsmadpakkerne, til den traditionsrige (eller traditionsudfordrende) julemad. Ved disse eksempler (og alt det ind imellem) skal vores foodstylist kunne indgå med høj faglighed og autoritet i sparringen og udviklingsprocessen med kunderne … samt sikre en stærk eksekvering sammen med vores dygtige, erfarne fotografer.

Nogle af jobbets vigtigste opgaver er:

  • Planlægge fotooptagelser med fotograf og kunde ift. regi og indkøb af råvarer
  • Forberede retter til fotografen ud fra interne eller eksterne opskrifter
  • Forberede diverse rå eller tilberedte produkter til fotografen
  • Finde tilhørende grønt pynt/regi til produktskud eller miljøer
  • Udvikle opskrifter, serveringsforslag og tips ud fra kunders ønske
  • Sparring omkring andre produktioner i studiet
  • Sparring og ideudvikling sammen med kok om projekter til eksisterende og nye kunder
  • Lave næringsberegninger af interne og eksterne opskrifter
  • Udvikle samt eksekvere ideer og retter til egne sociale medier
  • Holde orden på regilager og indkøb af nyt regi
  • Rengøre køkken, køleskabe, fryser, emhætte
FOODSTYLISTEN

… har, udover at være faglært kok og i stand til at løfte ovenstående opgaver, også en naturlig, ubetinget passion og respekt for mad og for måltidets egenskaber og betydning for danskerne. Mad er megavigtigt – og den grundopfattelse tager vi med i processerne i arbejdet med fotografi og film.

Den rigtige kandidat er kreativ med en stærk forståelse for virkemidler, komposition og udtryk i et skarpt madbillede.

Endvidere har den rigtige kandidat masser af drive, gå-på-mod og initiativ og tager ansvar for egen såvel som for teamets fortsatte udvikling.

Stillingen er tænkt til at være mellem 30 og 37 timer, og arbejdstid, løn og øvrige vilkår fastsættes ved samtaler. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Jørn Laustsen på 2179 2499 og ansøgning samt CV sendes til job@momentstudio.dk

Tagged with: , , , , , , ,