Kender du Svinkløv Badehotel? Hvis ikke så skynd dig: 1) At booke en tid til en frokost eller en ferie… og/eller 2) At anskaffe dig deres seneste stemnings- og kogebog med billeder af vores egen Torben H.

Svinkløv Badehotel er et fantastisk sted, som det er værd at skrive sig bag øret. Beliggende i yderste klitrække, helt ud til den vilde Vestkyst, men i læ for de værste storme fra sydvest. Med smuk, rå, rustik natur til alle sider.

Indenfor – i det spektakulære og enorme træhus – giver et ambitiøst kokkecrew fuld gas med gastronomi, der raffineret balancerer husets historie og køkkentraditioner med en naturlig og indlejret lyst til at udvikle maden.

Bag det hele står Louise og Kenneth Toft-Hansen. Dette unge par (tv-tilrettelæggeren og mesterkokken) har overtaget badehotellet, efter stedet i de seneste 22 år er blevet styret med personlighed og passion af karismatiske Lise Emborg.

svinklov01

At det nye værtspar allerede lever og ånder for Svinkløv, for stemningen, for gæsterne og for maden, det levner den nye bog ingen tvivl om. Over 240 forrygende flotte sider leverer Louise og Kenneth netop det, som de lover: En stemnings- og kogebog fra et unikt spot i Danmark.

En enkelt, hurtig bladren gav mig akut lyst til at starte 206’eren, drøne ud til Vestkysten hurtigst muligt og opleve området – klitterne, stranden og vandet – og føle, dufte og smage de afsindigt lækre råvarer og anretninger, som vi møder i bogen. Både tekst og billede emmer af oprigtig indlevelse fra værtsparret og deres medarbejdere, af kompetencerne i køkkenet og ikke mindst af vestkystnaturens storslåede stilhed.

Vi er vildt stolte af Torbens bidrag til den smukke bog og siger tak til Louise og Kenneth samt Jørn Moesgård A/S for fantastisk samarbejde.

…og herfra selvfølgelig de allervarmeste anbefalinger til at køre forbi Svinkløvvej 593 for at hente dit eget eksemplar af bogen. Så kan du jo også få en omelet og et stykke valnøddelagkage med i samme ombæring. Hvis ikke du har mulighed for at slå vejen forbi, vil Louise og Kenneth meget gerne sende bogen til dig. Ring gerne og hør ad på 98217002.

Se mere på:

http://www.svinkloev-badehotel.dk

http://www.moesgaard-as.dk